Vestvoldens historie
Vestvolden blev bygget i årene 1888-1892 som en del af Københavns Landbefæstning. Byggeriet af befæstningen var et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter - og det blev det mest omdiskuterede på grund af den rolle, som Københavns Befæstning fik i forfatningskampen. I de ni år, hvor befæstningen blev anlagt fra 1885 til 1894, trumfede Estrups Højre-regering - støttet af kongen og sit flertal i Landstinget - de årlige bevillinger til befæstningsbyggeriet igennem ved provisoriske finanslove efter en undtagelsesparagraf i den daværende grundlov - imod Venstre-flertallet i Folketinget. Københavns Befæstning blev derfor et markant symbol på den bitre strid mellem Højre og Venstre, som gennemsyrede dansk politik i den sidste tredjedel af 1800-tallet.
Som et led i det politiske kompromis, der afsluttede provisorietiden, gik Estrup af som konseilspræsident i 1894. I forliget indgik også, at den fortsatte udbygning af befæstningen, som hærledelsen ønskede, indtil videre blev indstillet. Efter længerevarende overvejelser om forsvarets fremtidige indretning, der blev indledt efter Systemskiftet, blev det i 1909 – altså blot 15 år efter det foreløbige byggestop – besluttet, at Vestvolden og resten af landbefæstningen skulle nedlægges fra 1922.
Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, blev der indkaldt en sikringsstyrke på 50.000 mand til Københavns Befæstning, som blev armeret og gjort klar til kamp. I fire lange år kom soldaterne på befæstningsanlæggene til at vente på en krig, der heldigvis aldrig kom til Danmark.
Efter verdenskrigen var det slut. Med virkning fra 1. april 1920 – to år tidligere end vedtaget med 1909-forsvarslovene - blev Københavns Landbefæstning nedlagt som forsvarsværk. Vestvolden blev i stedet brugt til opbevaring af ammunition, og langt det mest af volden blev dermed også ved med at være militært område med adgang forbudt for civile indtil 1960'erne. De sidste dele af Vestvolden omkring Ejbybunkeren blev først endeligt rømmet af forsvaret i 2004.