Vinterferie 2025

Måske havde du for længst forberedt dig med vanddunke, dåsemad, solceller og jodtabletter i kælderen, da Beredskabsstyrelsens folder dumpede ind i E-boks i sensommeren 2024.

Måske undrede du dig over hvorfor de sendte den ud og har bestemt ikke tænkt dig at forberede noget som helst! Eller også opdagede du knapt nok, at den var kommet og gjorde ikke rigtig så meget mere ved det.

Sådan reagerede langt de fleste danskere i 1962, da Statsministeriet udsendte Hvis Krigen Kommer til alle husstande.

Dengang var den kolde krig på sit højeste og danskerne blev rådet til, hvordan man kunne indrette et beskyttelsesrum og hvilke nødforsyninger man skulle bruge til at klare sig i 8 dage.

Siden da er den kolde krig hørt op og i mange år har de færreste bekymret sig om at have nødforsyninger i kælderen.

Nu er det igen blevet aktuelt at overveje, hvilken type dåsemad du synes, smager bedst og hvad du gør, hvis der bliver lukket for vand, el og varme.

I dag anbefales nødforsyninger til 3 dage

Men hvad skal DU egentlig bruge for at kunne klare dig i tre dage?

Kom forbi Ejbybunkeren i Vinterferien og bliv klogere på, hvad for en slags preppere I er.

I kan også gå på opdagelse i historien om Storkøbenhavns Civileberedskab og se hvad Civilforsvaret forberedte af nødforsyninger under den kolde krig.

Mere indendørs: Ejbybunkeren byder selvfølgelige også stadig på masser af interaktiv historie for hele familien, tørvejr og en behagelig temperatur på 18 grader.

I kan blive klogere med ingeniøren, grave med voldbissen, cykle med soldaten og forsøge at forhindre Cubakrisen i at udvikle sig til tredje verdenskrig.

Prøv også om I kan fange Koldkrigsspionen i vores mobilspil.

Udendørs hvis vejret arter sig kan I gå på opdagelse flere steder på volden og finde de historiske spor. I kan hente kort i indgangen til Ejbybunkeren eller finde dem digitalt på siden her.

Hvis I har brug for at få pulsen op kan I prøve kræfter med Mission Vestvolden, hvor I både bliver lidt klogere på Vestvolden og får varmen i Vinterkulden. Spørg efter missionen i indgangen til Ejbybunkeren.

Vi holder åbent i Ejbybunkeren kl. 11-16 alle dage i uge 7 og 8 (8-23. februar).

Vestvolden